Et Blodigt Udfald

Men stridens kerne bestod og derfor kom krigen tilbage i 1864. Her tabte Danmark og blev reduceret til en miniputstat. Grænsen til Tyskland gik nu lige syd for Kolding.

Det var her i midten af 1800-tallet, at de europæiske grænser i store træk blev lagt fast. Og det forgik ikke gennem forhandling og snak, men med ’blod og jern’, som den tyske jernnæve, Otto von Bismarck sagde i 1862. Det europæiske kort er tegnet med livet som indsats. 100-tusindevis af liv.

Tyskerne kommer

Preusserne havde deres egen dagsorden. Anført af Preussen søgte stærke kræfter at skabe en tysk stat ud af de fire fristæder og 35 lande – kongeriger, grevskaber samt fyrste- og hertugdømmer – som udgjorde et ret løs forbund. En krig kunne hjælpe. Både for at stramme op på Det Tyske Forbund og vinde nyt terræn. Også derfor bakkede de op om Slesvig-Holsten, som i 1849 kunne stille med en hær på 66.000 mand, heraf 19.000 slesvig-holstenere. Den danske hær omfattede 41.000 mand. Så danskerne var bagud på point fra start. Og blev hurtigt presset på retræte. En brigade trak sig tilbage til Als under ledelse af General De Meza. Her bandt de en stor del af den tyske hær. General Rye lavede et mesterlig tilbagetog op i Jylland. Det var et studie i henholdende kamp, hvor de danske soldater holdt fjenden til ilden og trak dem med op forbi Aarhus og ud på Mols. Her forskansede General Rye sig med sine tropper. Dermed beskæftigede han oprørernes soldater og holdt dem væk fra belejringen af Fredericia.

Fredericia Fæstning er bygget med matematisk præcision. Sæt den spidse ende af en passer i Kongens Punkt (som i dag ligger i krydset mellem Kongensgade og Oldenborggade) og tegn et cirkelslag med en radius på 1070 m. Så rammer du hver bastions yderpunkt (markeret som B, C og D på tegningen). Hver bastion ligger med 15°s forskydning på cirkelslaget. Afstanden mellem bastionernes spidser svarer til den rækkevidde et gevær havde i 1650, og soldaterne kunne dermed forsvare fæstningen, når fjenden kom helt op til voldene.

Set med tyske briller havde de overhånden. De havde indesluttet en stor del af den danske hær på Als. Ligeså mange var trængt ud på Helgenæs. Fredericia var belejret med en overlegen styrke. 14.000 mand. Som ovenikøbet havde haft god tid til at bygge solide skanser og løbegange, så de kunne modstå et evt. udfald. Almindelig militærlogik sagde, at hvis danskerne skulle overløbe de belejrende tropper, skulle de have over 40.000 mand. Og der var måske 10.000 i fæstningsbyen. Hvis den danske hær skulle bryde belejringen, ville de stå over for morderisk modstand.

Men danskerne havde én fordel: De beherskede søvejene. Og det blev - sammen med modet til at bryde den konventionelle tankegang - afgørende for udfaldet den 6. juli 1849.

6. juli 1849 – med livet som indsats

General Bülow havde lagt en dristig plan og fik lov til at føre den ud i livet. Han beordrede General de Meza til at sejle 5.000 mand fra Als til Fåborg på Fyn. Olaf Rye skulle samtidig fragte 4.000 mand med skib fra Helgenæs til den nordfynske by Bogense. Tropperne samledes ved Strib, og den 3.-5. juli blev de sejlet i pendulfart over Lillebælt. Direkte ind i fæstningsbyen.

Aktiviteten på vandet blev bemærket af den slesvig-holstenske hærledelse. Men den preussisk general og øverstbefalende undervurderede groft antallet af tropper, der blev overført til fæstningen. Og blev taget med bukserne nede på grund af de danske generalers fantasi og vovemod.

I natten klam og kold
bag Fredericia vold

På krigsrådet den 4. juli i den fynske Vejlby Præstegård blev udfaldet planlagt i detaljer. Soldaterne skulle angribe om natten. Det var uhørt. Krig var noget, der foregik om dagen. I mørket ville det være svært, for ikke at sige umuligt at holde overblikket over slagets gang. Kommunikationslinjerne var vanskelige. Hele bataljoner kunne miste orienteringen.

En del gik da også galt. Bare det at få 19.000 mand ud af en fæstning var et problem. Det var på slagmarken som i en fodboldkamp. Kæderne fandt ikke hinanden. Flankerne blev ikke beskyttet som aftalt. Nogle kom for langt mod vest. Det gjorde de forskellige enheder sårbare.

Oplægget fra generalerne til de menige pegede på en
blodig kamp: ”Angrib raskt og livligt. Og brug baronetten frem
for at spilde tid på skydekamp. Så skal det nok gå godt.”

De hårdeste kampe stod ved Treldeskansen, hvor 6. bataljon ramte direkte ind i skansens løbegange og blev slået tilbage. Næste bølge med ca. 1.000 mand led samme skæbne. Efter hårde kampe og store tab blev skansen indtaget. Både de Meza og Rye forcerede fremrykningen. I fjendens sidste modangreb blev general Rye ramt og forblødte. Han betalte med sit liv. Men da lyset kom, havde danskerne sejret.

Sejren kom ikke uden ofre. I General Bülows proklamation til hæren roser generalen soldaternes tapperhed og heltemod. Men mindes også de faldne. Specielt General Rye: Blandt de helte, som i går beseglede deres kærlighed til fædrelandet med deres blod, vil I med smerte og savn bemærke den højhjertede, tapre general Olaf Rye. I vil mindes hans kyndige anførsel, hans omsorg for jeres velvære, hans restløse virksomhed og hans deltagelse i jeres farer og jeres kampe. Dog hans lod er skøn: han døde heltedøden på ærens mark.

Den 6. juli 1849 kæmpede 33.000 mænd med livet som indsats. På dansk side tabte general Rye og 511 andre soldater livet. Oprørerne mistede 203 mand på dagen. I alt blev 2478 såret - 1344 danskere og 1134 slesvig-holstenere. Mange af disse mænd overlevede ikke.

Men Danmark vandt. Den dristige angrebsplan gav genlyd ud over Europa. Hvis du læser tyske avisers beretning fra slaget, så troede de ganske enkelt ikke på, at det var sket. ’Ingen kunne overføre så mange soldater, uden det blev opdaget’ – var argumentet. Englænderne troede heller ikke på historien, men blev dog overbevist om, at danskerne kunne vinde krigen, hvilket igen fik betydning ved de senere fredsforhandlinger.

Eftermælet

Besøg Fredericia Vold. Tag en rundvisning eller få historien i ørene i form at en podwalk: Voldens Vidner – find den på appen Useeum – og vælg selv, om du vil høre den på dansk eller engelsk.