FEEL ME - Smuk udstilling på Trapholt
Tag med på en sanselig rejse ind i følelsernes verden. Hører følelserne til i kroppen eller i sindet? Kan teknologi og videnskab påvirke vores følelser? Kan man skabe et rum, hvor alle føler sig godt tilpas? Oplev en international særudstilling, der med store installationer og sanselige værker udfordrer vores forståelse af følelsernes natur og betydning i det 21. århundrede.
Gennem kunsten sætter FEEL ME fokus på følelser i en tid, hvor alt udvikler sig hurtigere end nogensinde.
FEEL ME er den største internationale udstilling, Trapholt har haft til dato, og præsenterer danske og internationale stjerner som DRIFT, Daniel Wurtzel, Liz West og Cecilie Waagner Falkenstrøm. Her kan du opleve værker af 27 kunstnere og designere, hvoraf flere vises på dansk grund for første gang.
Se frem til den fem meter høje installation "Air Fountain", hvor gennemsigtig silke svæver i en intim dans til musik, skabt af den amerikanske kunstner Daniel Wurtzel, der blev kendt ved Vinter-OL 2014. Udstillingen på Trapholt er en unik chance for at se hans ekstraordinære værk.
Oplev også to hovedværker fra hollandske DRIFT: "Fragile Future", der forener natur og teknologi i et lysende netværk af ægte mælkebøttefrø, samt den 'levende' installation "Shylight", hvor store hvide blomster åbner sig ned fra loftet.
Den prisvindende danske kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm udstiller et værk, der forestiller en fremtid, hvor kunstig intelligens tager sig af omsorgsopgaver, når patienter nærmer sig livets ende.
Australske Nina Rajcic har, med hjælp fra kunstig intelligens, skabt et spejl, der aflæser gæsters humør og genererer unikke digte. Amerikanske Heather Dewey-Hagborg viser sin laboratoriefremstillede vaccine, som potentielt kan gøre mennesker mere elskværdige.
Udstillingen indeholder også en angstprovokerende kæmpeballon, der langsomt pustes op af kinesiske Zhou Xiaohu, samt en stor neon-installation med titlen "Happiness is as brittle as glass" af luxembourgske Sali Muller.
Samlet præsenterer udstillingen værker af 27 kunstnere, herunder: Aepenton (DK), Anne Torpe (DK), Bill Viola (USA), Blok Design (CA), Bolatta Silis-Høegh (Kal.Nu./LV), Cecilie Waagner Falkenstrøm (DK), Claydies (DK), Daniel Wurtzel (USA), DRIFT (NL), Edvard Weie (DK), Farshad Farzankia (IR/DK), Frederik Næblerød (DK), Gudrun Hasle (DK), Heather Dewey-Hagborg (USA), Iben Høj (DK), Jeppe Hein (DK), Kelli Connell (USA), Leigh de Vries (ZA), Liz West (UK), Louise Campbell (DK), Nina Rajcic (AU), Olivia Holm-Møller (DK), Roma Auskalnyte (LT), Sali Muller (LU), Signe Erichsen (DK), William Armstrong (BW), og Zhou Xiaohu (CN).