GPS-skattejagt i Kolding
Geocaching - oplev Koldings natur og kultur på en helt ny måde.
Geocaching er en voksende familiesport, en moderne form for skattejagt, hvor man ved hjælp af GPS'en finder skatte (også kaldet caches). Cachene er gemt på steder, hvor man kan få en særlig natur- eller kulturhistorisk oplevelse.
Når man finder en cache, som typisk er en lille plastikbeholder, kan man logge sit besøg i logbogen og bytte en ting. Tingene er typisk små plastikting, som alle har liggende i skuffen derhjemme.
Langs Kolding Å og Vester Nebel Å har større naturgenopretningsprojekter forbedret naturen og oplevelserne langs åen. Langs Seest Mølleå og Dalby Møllebæk er det kuperede terræn en oplevelse værd.
Ved Harteværket og langs Troldhedebanen, den gamle jernbanestrækning, kan du opleve spændende kulturhistoriske steder, og ved Dybvadbro Station kan du i udstillingen læse mere om Troldhedebanen. I Marielundskoven kan du gå en tur om den gamle møllesø og se resterne af den romantiske have.
Ved Harte Skov, der er et resultat af et skovrejsningsprojekt fra 1990’erne, kan du besøge Landbomuseet og se gamle husdyrracer afgræsse overdrevene ned til åen.
Er geocaching helt nyt for dig kan du blive klogere ved at læse guiden Geocachingguide.
God skattejagt!