Herrnhutternes planlagte liv

Brødremenighedens byplan blev skabt med klarhed og stringens. I dag er Christiansfeld udnævnt som verdensarv. Projektet var umiddelbart en succes, men den økonomiske og sociale saltvandsindsprøjtning gik i sig selv, da Danmark måtte afstå Slesvig.

Det startede med byen Herrnhut i Tyskland
I 1722 søgte en religiøst forfulgt brødremenighed asyl hos Ludwig von Zinzendorf. Han var godsejer i Sachsen. Og her anlagde brødrene byen Herrnhut og grundlagde ’den fornyede Broderunitet’. Dermed var den Herrnhutiske Brødremenighed skabt.

Menigheden så sig selv som missionerende og etablerede brødremenigheder i andre lande som Amerika, England, Holland og Sverige. De var kendt som flittige og dygtige håndværkere. Og i 1771 blev de inviteret til at anlægge en brødreby i Danmark for at fremme den økonomiske vækst og handel, primært i Slesvig og Holstein. Menigheden takkede ja til tilbuddet, som også gav ti års skattefrihed og tilskud til byggeomkostninger.

© VisitKolding. Foto: VisitKolding.

Fra bar mark til verdensarv
Brødremenigheden havde i 1771 gode erfaringer med at anlægge byer. Christiansfeld er således den femogtyvende by med menigheden som bygherre. Det er også den by, der er tættest på det ideal, Brødremenigheden bestræbte sig på at realisere. De mange byggetekniske, arkitektoniske og byplansmæssige erfaringer kulminerede i Christiansfeld.

Planen er enkel og stringent. Kirken og kirkepladsen indtager det centrale rum i byplanen. Herfra er hele byplanen udlagt og opmålt. Forbi kirken løber byens to vigtigste gader parallelt i øst/vestlig retning og indrammer kirkepladsen. Omkring pladsen ligger byens vigtigste huse: Kirken/Salshuset, Søsterhuset, Enkehuset samt præstens og forvalterens boliger. Søster- og Enkehuset er såkaldte korhuse, som også omfatter Brødrehuset. Menigheden var nemlig delt op efter bl.a. køn. Derfor boede ugifte kvinder i ét fælleshus og ugifte brødre i et andet.

Kønsopdelingen blev også håndhævet under kirkegangen. Og selv på Gudsageren – Brødremenighedens kirkegård – bliver brødre begravet mod vest og søstre mod øst. Til gengæld er der ingen forskel på de enkelte gravsteder. Stenene er ens i udtrykket – som mennesker er vi lige – det gælder også i døden.

© Museum Kolding. Foto: Museum Kolding.

De glade pietister
Christiansfeld er en ren, lys og stringent by med æstetisk overskud. Bygningerne er opført i lyse sten. Lyset vælter ind på byens pladser. Træer og haver hylder den grønne by længe før, det blev moderne. Fra byen var der udsyn til naturen. Det gode håndværk kan ses med det blotte øje.

Det var en lys og optimistisk udlægning af kristendommen, som Brødremenigheden tog med til Danmark. Og i den kristne idealby er der plads til alle i et fællesskab, der er båret af sociale hensyn og individuel udvikling i en stadig stræben efter et liv i Guds lys. Brødremenigheden er da også blevet kaldt for de glade pietister.

Hvordan gik det så med planerne? Ja, kongens plan om at give Sønderjylland vækst og velstand gik fint nogle år. Den led dog et tilbageslag med den tabte krig i 1864 og ikke mindst, da industrialiseringen tog fart i 1800-tallets sidste halvdel. Her vandt kvantitet over kvalitet. Brødremenighedens plan om at komme til Danmark lykkedes til gengæld. I Christiansfeld er der stadig en levende menighed med ca. 150 medlemmer. Og det er en af grundene til, at Christiansfeld kom på Unescos verdensarvsliste.