©  Foto:

Skamlingsbanken - Smuk unik natur i Kolding

Skamlingsbanken er en af Danmarks naturperler – her er vandreture, udsigter, historie, og kaffe.

Skamlingsbanken har med sine 113 meter over havet en smuk udsigt, Skamlingsbanken er det højeste punkt i Syd- og Sønderjylland. 
 
Skamlingsbanken udgør et smukt naturområde, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over hele egnen mellem Kolding og Christiansfeld. Der er udsyn over Lillebælt til Fyn og mod vest langt ind i Sønderjylland. Landskabet fremtræder frodigt med marker, bøgeskove, levende hegn langs veje og markskel. 

I området er der rig mulighed for gåture der går igennem det smukke landskab - tag for eksempel turen helt ned til Binderup og Grønninghoved Strand og tilbage igen. En rask travetur på omkring fem kilometer.  

Skamlingsbanken er kendt for de folkefester, der blev holdt i årene 1843-59 til støtte for den danske sag i Sønderjylland. 
På Højskamlingen står en 16 meter høj støtte lavet af 25 granitblokke til minde om den danske sags forkæmpere i Slesvig. Støtten blev rejst i 1863, sprængt i luften af preusserne i 1864 og rejst igen i 1866. Genrejsningen var mulig, fordi folk på egnen havde opsamlet og gemt stenene. I nærheden af støtten findes seks andre mindestøtter og en talerstol af store kampesten. Rundt om talerstolen står der fem grupper af træer, der symboliserer de fem nordiske landes uadskillighed. Træerne er: Bøg (Danmark), birk (Sverige), gran (Norge), ene (Finland) og røn (Island). 
Efter befrielsen i 1945 indrettedes en mindelund for de faldne fra den sønderjyske modstandsbevægelse. 

 
I dag er Skamlingsbanken et populært udflugtsmål. Ved Skamlingsbanken er der opholds- og parkeringsplads, et besøgscenter med cafe der formidler om Skamlingsbankens historie samt en restaurant.