Sdr. Bjert Kro - Fantastisk restaurant nær Kolding
Sdr. Bjert Kro er smukt placeret i rolige, naturskønne omgivelser syd for Kolding Fjord. Efter en kort køretur fra Kolding centrum ankommer man til kroen, der har en lang historie i lokalområdet, hvor den har fungeret som alt fra sparekasse til købmand. I dag er kroen dog indrettet som et gæstgiveri – i ordets bedste forstand – hvor der er plads til alle, der sætter pris på et hjemligt værtskab og en ærlig gastronomisk oplevelse.
Maden spiller en central rolle, når man besøger Sdr. Bjert Kro. Her følger køkkenet naturens gang, når der udvælges de mest friske og smagfulde råvarer i sæson. Den gode smag er derfor nøgleordet, og som gæst kan man både smage klassiske kroretter, med et twist, til frokost og aften – samt en ’Kro Univers aftenmenu’ bestående af flere retter.
Sdr. Bjert kro råder over syv hjemlige dobbeltværelser, hvor man som gæst kan nyde roen og dagen efter indtage et veltilberedt morgenmåltid i kroens ’Gæstgiverstue’.
Kroen ejes og drives i dag af ægteparret Emil og Kathrine Rask Bahr, der har mange års erfaring inden for restaurationsbranchen i både ind- og udland. Deres fælles drøm om at drive et hjertevarmt sted - hvor gastronomien og værtskabet går hånd i hånd - blev vækket da de sammen arbejdede på Svinkløv Badehotel.