Vold ved Fredericia - DestinationTrekantomraadet

Fredericia har fokus på erhvervsturismen

16.1.2023
Foto: Destination Trekantområdet

I 2022 gik Fredericia med i Destination Trekantområdet. Set fra fæstningsbyen har destination-samarbejdet især værdi for den stigende erhvervsturisme.

Det er efterhånden et par år siden, at en håndfuld fredericianske aktører udpegede erhvervsturismen som et område, hvor de havde behov for at udvikle deres samarbejde og deres tilbud. Aktørerne var Messe C samt byens overnatnings- og konferencesteder.

Det endte med initiativet Experience Fredericia, som blev organiseret under Business Fredericia. Experience Fredericia har defineret en identitet til området og er kommet godt i gang med salgsarbejdet.

Vi kunne se, at Experience-initiativet skabte resultater, forklarer direktør for Trinity Hotel & Conference Center Camilla Tallerup, der er en del af styregruppen bag Experience Fredericia. I dialog med kommunen blev vi enige om, det giver mening at gå i samarbejde med Destination Trekantområdet. Vi har så mange fælles synergier med de andre medlemmer, så det er virkelig en alliance, der giver mening.

Fredericia er first-mover

Fredericia kommune har med nedsættelse af et Bosætnings- og Turismeudvalg i starten af denne valgperiode fået sat fokus på turismen, og med indledningen af et samarbejde med Experience Fredericia er der et særligt fokus på Erhvervsturismen.

Erhvervsturisme spiller sammen med erhvervslivet, og her kan Fredericia virkelig byde ind med noget relevant i disse år, forklarer 1. viceborgmester Susanne Eilersen, der også er formand for Bosætnings- og Turismeudvalget. Vi er blevet centrum for en energiklynge, vi udvider havnen og øger mængden af skibstransport, vi bygger en brintfabrik hos Crossbridge. Fredericia er first-mover på en række ting, som helt sikkert vil være interessant for gæster på erhvervskonferencer.

Susanne Eilersen understreger, at Fredericia ved at være en del af Destination Trekantområdet også får mulighed for at være med i ansøgninger til de puljer, regeringen har oprettet for at støtte erhvervsturisme.

Flere medlemmer giver nye muligheder

For Experience Fredericia med de store overnatningssteder er det ikke mindst interessant at blive en del af et større område, som står for nogle af de samme værdier og kvaliteter.

Vi skal se os selv som en del af en større region, som skaber nogle nye muligheder for vores forretning. Når det går godt for den ene, er der altid noget, som drypper på en anden, siger Camilla Tallerup.

I Experience Fredericia var erfaringen, at en del nye medlemmer meldte sig under fanerne, da først initiativet var løbet i gang. Det gælder andre virksomhedstyper, som lever af at åbne sine døre – f.eks. Michelin-restauranten Ti Trin Ned og natklubben AHA!

På samme måde vil erhvervsturismen i Destination Trekantområdet trække flere aktører til, når de nuværende aktiviteter har vist deres værdi, mener hoteldirektøren.

Camilla Tallerup er ikke mindst spændt på at se udviklingen for projektet Let’s Meet Again, der gennemføres i samarbejde med de driftige naboer fra Visit Herning.

Det bliver meget spændende at se, hvor højt det samarbejde kan flyve. Experience Fredericia tror på, at vores område i fællesskab kan blive en seriøs konkurrent til Storkøbenhavn, når det gælder de større konferencer. Et stærkt resort-mødekoncept skal udvikles – det glæder vi os til at blive den del af, siger Camilla Tallerup.

Det bliver meget spændende at se, hvor højt det samarbejde kan flyve. Experience Fredericia tror på, at vores område i fællesskab kan blive en seriøs konkurrent til Storkøbenhavn, når det gælder de større konferencer. Et stærkt resort-mødekoncept skal udvikles – det glæder vi os til at blive den del af, siger Camilla Tallerup.